Om isobyg

ISO-BYG blev grundlagt af Ulrik Andersen i 2007, med det mål at gøre det nemmere og billigere at bygge energi-venlige huse. Fremtidens lovkrav viser helt klart, at energiforbruget i morgendagens parcelhuse skal minimeres med henblik på at nedbringe CO2-udslippet, og få parcelhusene til at “gå længere på literen” så de bliver billigere at bo i.

Der ligger fra regeringens side en plan for at nedbringe energiforbruget i den danske boligmasse ganske betragtelig. Dette gøres bl.a. ved at stramme kravene til, hvor meget energi nye huse må bruge. Fra Januar 2011 bliver kravet til alle huse klasse 2; fra 2015 skal alle huse være klasse 1, og i 2020 bliver kravet klasse 0. Klasse 0 svarer til en reduktion på 75% af varmetabet i forhold til år 2006-2010.

I 1960´erne måtte et hus have et forbrug pr. m2 på 272 kWh og i 2020 vil det ligge omkring 25 kWh pr. m2, dvs. mindre end 1/10.

Denne drastiske ændring i kravet til husets energiforbrug, fik i 2007 ISOBYG til at erkende, at måden man bygger på alt andet lige bør/skal være anderledes for at imødegå de nye krav på en effektiv og omkostningsbevidst måde. Ved at se ud over landets grænser, blev det klart at den dybe tallerken allerede var opfundet og afprøvet gennem mange år i Tyskland – og mange andre lande for den sags skyld. I 2007 blev de første huse opført i Danmark, og i dag er ISOBYG landets førende, når det kommer til denne type byggesystemer.

Med ISOBYG er det således muligt at opfylde 2020 kravene, reducere sin varmeregning og skåne miljøet, samtidig med at væggene kun bliver 3-4 cm tykkere end i dag, og opførelses omkostningerne holdes på niveau med et almindeligt ikke lav-energi hus i 2010.

ISOBYG´s byggesystem stammer fra det tyske firma MAGU og sælges i store dele af EU, ligesom de produceres på licens i lande som Australien, Brasilien, Kina etc. Systemet er gennemprøvet, idet de første huse i Tyskland er over 40 år gamle. Du kan se mere på hjemmesiden www.magu-world.com

Om MAGU Bausysteme GmbH

MAGU er et mere end 50 år gammelt firma, hvis oprindelige produkt var Rolladen Kasten, som på dansk er en udvendig persienne skjuler.

I 1979 overtog familien Günthner firmet, som i dag ledes af Stefan Günthner. MAGU er beliggende i Hüfingen i det sydlige Tyskland. Og netop i hjembyen blev det første hus i EPS blokke opført i 1979. I 1985 blev det unikke 45 graders interlocking-system patenteret. Netop interlocking-systemet sikrer stabilitet i blokkene, og gør det muligt sikkert at fylde store mængder beton i blokkene under støbe processen. Da firmaet blev grundlagt var fokus i høj grad på det nemme og hurtige i byggesystemet. Det første hus med det nye interlocking-system blev opført i 1985, og havde en vægtykkelse på 30 cm og en u-værdi på 0,24, hvilket på det tidspunkt var en sensation. Senere hen er kravene til u-værdi blevet skærpet gevaldigt, og MAGU har fulgt med udviklingen. Allerede i 2000 var MAGU leverandør til et passivhus, og i dag har 45 cm blokken en u-værdi på 0,1.

Selvom opfindelsen er tysk, er markedsandelen af systemet i lande som USA og Canada på omkring 6-8% i dag. Så langt er vi ikke kommet i EU endnu, da den europæiske og såmænd også danske byggebranche er præget af stor konservatisme. Men tiden har allerede bevist systemets fortræffeligheder, og hos ISOBYG og MAGU er vi sikrer på, at fremtidens energikrav vil tvinge den europæiske byggebranche til at fokusere på andre og mere hensigtsmæssige byggemetoder end de traditionelle.